The 14 strategic proposals
14 propositions stratégiques et opérationnelles pour construire une Union Européenne élargie effective et démocratique au cours des deux prochaines décennies

English	French	German	Danish	Polish	Italian	Spanish
Russian	Slovak	Romanian	Greek	Hungarian	Lithuanian	Czech

1. Etablere en kontinuerlig evaluering af EU-institutionerne og EUregeringsapparatet Hvert 10.
år bør man nedsætte et konvent af folkevalgte for at evaluere på den europæiske integration og for at foreslå nødvendige strukturelle tilpasninger. (Gevinst: Strukturere forandringer for at undgå kaos. Demokrati, Effektivitet, Tilpasning, Udvikling.)
(Beslutning: 2004/2005 – implementering: 2012)

2. Skitsere en ny geografi for EU-institutionerne
Man må atter se på den geografiske placering af EU-institutionerne og bryde med den historiske akse, Bruxelles-Luxembourg-Strassbourg. De centrale institutioner bør deles mellem London, Paris, Frankfurt, Bruxelles og Haag (EuroRing 1) og de øvrige fælles institutioner mellem de andre europæiske hovedstæder, Dublin, Madrid, Rom, Wien, Budapest, Berlin, Prag, Warschawa, København, Helsinki, Lissabon, Athen og Stockholm (EuroRing 2). Disse byer vil udgøre netværket af europæiske hovedstæder. (Gevinst: At samle folkets fælles institutioner, at grundfæste EU i det lange løb, at etablere et stærkt, globalt visuelt udtryk for et samlet Europa, at styrke nærværet mellem mennesker og institutioner, at sammensmelte EU-institutionerne med det øvrige europæiske netværk og gøre EU-institutionerne klare til at opfylde krav om effektivitet, at forøge EU’s internationale troværdighed).
(Beslutning: 2005/2006 – implementering: 2008-2015)

3. Fusion mellem de udøvende funktioner (Kommissionen og Rådet) til en Europæisk Regering
Europa bør regeres, ikke blot opbygges. I et demokrati relaterer den udøvende og den lovgivende magt sig til to organer, ikke til tre som det er tilfældet med EU i dag. Og kompetencerne deles ikke for derved at undgå flere mærkelige og uforståelige procedurer. Politisk set er der en institution for meget, og der er ingen tvivl om, at det er Kommissionen. En europæisk regering bør dannes. Den skal have den udøvende magt i Europa og derved forene de nuværende udøvende funktioner i Kommissionen og Rådet. Europa-Parlamentet skal være den lovgivende magt og derved forene Rådets og Europa-Parlamentets nuværende lovgivende funktioner. Disse to politiske institutioner skal sammen udgøre den fælles interesse i EU. Hvert 5. år skal den nye europæiske lovgivningsmagt stemme om det europæiske budget i overensstemmelse med den europæiske regering. Den skal naturligvis kun beskæftige sig med omkostninger forbundet med de fælles politikker. For at borgerne skal føle sig forpligtede overfor europæiske anliggender, kan finansieringen af budgettet synliggøres som ”europæisk skat”. (Gevinst: En demokratisering og en simplificering af Unionens politiske system, der skal gøre det mere forståeligt for borgerne og muligt for dem at kontrollere systemet. Sikre en 100 % demokratisk forankring af de to centrale institutioner. Øger forståelsen for beslutningsprocessen. Myndiggøre de folkevalgte.)
(Beslutning: 2004/2005 – implementering: 2006)

4. Opbygge et integreret Europa-Parlament, der består af nationale og regionale europæiske medlemmer
For at Europa-Parlamentet skal overtage en vigtig politisk rolle, må det integrere de 2 (eller 3) identiteter, som udgør enhver europæer. 50% af dets medlemmer bør således vælges på en transeuropæisk liste, og 50 % af dem bør vælges på nationalt eller regionalt niveau. De vælges af borgerne eller af de nationale/regionale regeringer. (Gevinst: Forankring af den lovgivende komponent i europæisk politik med de nationale eller regionale identiteter såvel som den fælles europæiske identitet. Sikre dets synlighed ved at placere denne fælles lovgivende magt i en enkelt institution. Undgå tokammersystemets kompleksitet og konflikter. En markant styrkelse af Europa-Parlamentets legitimitet. Demokratisering ved at give hver borger 2 stemmer: En national (eller regional) og en europæisk stemme for at skabe et politisk og valgmæssigt fælleslag).
(Beslutning: 2004/2005 – implementering: 2009)

5. Skabe en ny europæisk funktion: En præsident for den europæiske regering
Den politiske top i EU bør være let genkendelig. Man bør derfor have en præsident for den europæiske regering, der udpeges for en treårig periode af hans eller hendes ligeværdige (statsoverhoveder eller siddende regeringer). Han eller hun må sætte sig ud over nationale forpligtelser på grund af sin ledende og primære rolle i Europa, og fordi vedkommende er besluttet på dette job. Præsidenten for den europæiske regering skal rumme alle de forskellige aspekter af den fælles europæiske politik og vil blive hjulpet i sit job på ad hoc basis af de øvrige medlemmer af den europæiske regering. Et system med et formandskab (der tegner rollen som moderator eller mødeleder) skal fortsætte som nu med rotation hver 6. måned. Udover formanden skal det forhenværende og fremtidige formandskab assistere. Formandskabet hjælper den europæiske regerings præsident i hans arbejde og leder møderne. (Gevinst: Forstærke beslutningskapaciteten og repræsentationen af EU. Sikre EU’s lederskabs demokratiske legitimitet. Tvinge nationale ledere til at se EU som et uomgængeligt politisk lag. Tillader alle medlemslande at have lederskabet på skift.)
(Beslutning: 2004/2005 – implementering: 2009)

6. Skabe en fælles europæisk administration til at implementere fælles politikker
Europa-Parlamentet skal, sammen med den europæiske regering, have fuld lovgivende initiativret. Når initiativretten bruges på områder med fælles politik, skal den udføres af den fælles europæiske administration (ECA – the European Common Administration). I mellemstatslig politik skal initiativretten naturligvis tilhøre de nationale regeringer og parlamenter. Retten til at skifte en politik fra et niveau til et andet (fælles eller mellemstatslig) tilhører alene den europæiske regering. (Gevinst: Sikre en sund konkurrence og en effektiv kontrol mellem fællesskabets ledere og lovgivere såvel som også mellem de europæiske som nationale niveauer. Forenkling, Myndighed, Styrkelse af beslutningsprocessen.)
(Beslutning: 2004/2005 – implementering: 2009)

7. Den fælles europæiske administration skal tjene den europæiske regering
Som en hvilken som helst administration skal den europæiske administration, som service for offentligheden og ansvarlig for implementeringen af politiske beslutninger, være effektiv. Den skal derfor være underlagt den europæiske regerings udøvende magt. Administrationen skal, i forhold til regeringens beslutninger, være organiseret på to hovedområder: Et, der tager sig af de fælles politikker, kaldet Den Fælles Europæiske Administration (CEA – Common European Administration), og et, der tager sig af mellemstatslig politik, kaldet Rådet af Europæiske Ministre (CEM – Council of European Ministers.) Den Fælles Europæiske Administration skal dannes af dele af Kommissionen. Kommissærerne fjernes, og generalsekretæren for Den Fælles Europæiske Administration understøttes af generaldirektører for handel, det indre marked, konkurrence, landbrugs- og fiskeripolitik, sikkerhed og kamp mod transnational kriminalitet, immigration, udvikling af nærområder, makroøkonomi og budgetpolitik for Eurolandene. De øvrige funktioner i den nuværende Kommission flyttes til det mellemstatslige samarbejde i Rådet af Europæiske Ministre (CEM), eller betros til autonome agenturer, eller fjernes helt. Den Europæiske Domstol skal være traktaternes eneste værge. (Gevinst: Forstærke legitimiteten af en operationel og effektiv fælles administration og den politiske kontrol. Styrke den demokratiske kontrol overfor de europæiske institutioner. Fokuserer den fælles udøvende magt på dens centrale kompetencer. Implementere nærhedsprincippet).
(Beslutning: 2004/2005 – implementering: 2009)

8. Overgangen fra en hr. FUSP til en minister for fælles eksterne relationer
Eksistensen af fælles politikker der udelukkende falder under den europæiske regering og Europa-Parlamentets autoritet gør det tvingende, at varetagelsen af de eksterne aspekter af disse fælles politikker overføres til en enkelt ansvarlig politisk person (minister for fælles eksterne relationer), hvor samtidig alle relevante administrative enheder (handel, landbrug, konkurrence samt udvikling m.m.) lægges sammen til en enkelt administrativ enhed. Han eller hun vælges af præsidenten for den europæiske regering blandt gruppen af nuværende nationale udenrigsministre og skal have en anden nationalitet end præsidenten for den europæiske regering. Han/hun implementerer i samarbejde med forsvarsministrene i EU en fælles hurtig udrykningsstyrke. Alle andre dele af udenrigspolitikken vil fortsat være overladt til medlemsstaterne
og deres diplomatiske tjenester (Gevinst: EU’s handlen globalt set vil blive effektiv mens man fastholder diversiteten og værdien af medlemsstaternes bilaterale relationer; derudover bliver der skabt sammenhæng mellem EU’s interne og eksterne handlen; sikrer sammenhæng mellem præsidenten for den europæiske regering og ministeren for eksterne relationer; styrkelse af EU’s image og dets vægt globalt set).
(Beslutning: 2004/2005 – implementering: 2009)

9. Revitalisering af Europarådets rolle
Vores tætte naboskab udgøres af meget forskellige slags lande som fx. Rusland og Marokko. De har alle det fællestræk, at de er historiske og privilegerede EU partnere uden nødvendigvis at have et ønske om, eller krav på, at blive medlemmer i de næste årtier. Det er derfor essentielt at tildele disse lande Status af Privilegerede Naboer (SPN), hvorved de får adgang til en bred palet af aftaler med fortrinsrettigheder indenfor alle sektorer, uden at det skal ses som et skridt mod snarlig optagelse (i EU). For at disse særligt privilegerede aftaler skal kunne fungere indenfor de mellemstatslige områder så som etnicitet, kultur, videnskab og uddannelse m.m. er det nødvendigt at revitalisere Europarådet. Det må være denne institution, der stimulerer til delingen af fælles europæiske værdier i det europæiske naboskab. En del af de økonomiske midler, der på denne måde frigøres ved at fjerne unødvendige politikområder samt de medfølgende generaldirektorater i EU, kunne omdirigeres til Europarådet. (Gevinst: Der bliver givet mere opmærksomhed på EU’s naboer – der bliver skabt et europæisk naboskab, hvor hovedaktøren skal være et
revitaliseret Europaråd; derudover kommer man udover den ’djævelske’ spiral af udvidelser; endelig bliver EU’s geopolitiske miljø styrket og EU bliver knyttet til sine naboer på en bæredygtig måde).
(Beslutning: 2004/2005 - implementering: 2009)

10. Tilstrækkelige menneskelige ressourcer til at håndtere Europa i det 21. århundrede
Selv de bedste løsninger kan ikke gennemføres, hvis de nødvendige menneskelige ressourcer mangler. Dette behov for menneskelige ressourcer gælder både politikere og embedsmænd. Hvad angår embedsmænd er det essentielt at undgå en bureaukratisering af systemet og derfor bør det kun være muligt at arbejde i samme fællesskabsinstitution i maksimalt ti år, mens det samtidig bør være nemmere at skifte mellem fællesskabets og de nationale administrationer. Krav om at kunne mestre tre sprog skal indføres. Hvad angår politikere skal kendskab til mindst et fremmedsprog være et krav for at kunne blive accepteret som kandidat til Europa-Parlamentet. (Gevinst: Sikring af dynamik og kompetencer; kløften mellem den europæiske administration og det europæiske samfund mindskes og endelig skabes et virkeligt europæisk embedsapparat).
(Beslutning: 2004/2005 – implementering: 2009).

11. En løsning af sprogproblemet
Sproglig diversitet er en nødvendighed for at sikre legitimiteten i den europæiske proces, der fortsat er under konstruktion. En vis rationalisering er ikke desto mindre nødvendig både af budgetmæssige årsager som af effektivitetsgrunde. Ellers vil den stigende kompleksitet samt udgifterne til oversættelsestjenesten føre til apopleksi (slagtilfælde) og en afvisning af institutionernes arbejde. Det er derfor nødvendigt at indføre et system med flere niveauer: to administrative sprog (engelsk og fransk) bruges i uformelle administrative møder, fem sprog (engelsk, fransk, tysk, spansk og polsk) benyttes i det officielle arbejde og alle andre sprog bruges til meddelelser og offentlige møder, som fx plenarsamlinger i Europa-Parlamentet. En tilsvarende procedure skal følges for hvad angår officielle dokumenter og arbejdspapirer. Et stort europæisk forskningsprogram til fremme af automatisk oversættelse skal igangsættes parallelt med at sprogkurser bør være tilgængelige i alle nationale og regionale parlamenter. (Gevinst: Babelstårnet undgås samtidig med at man fastholder den sproglige diversitet og fortsat sikrer en smidig arbejdsgang; endelig sikres der med forslaget demokratisk adgang til debatter og information på alle sprog).
(Beslutning: 2004/2005 – implementering: 2006)

12. Forberedelse af et succesfuldt udvidet EU*
Succesen af Den Europæiske Unions udvidelse er en historisk udfordring. Den kommende udvidelse er kun et skridt på denne vej. EU brugte ikke 1990’erne på at forberede sig selv på udvidelsen og kandidatlandene har primært forberedt sig på at leve op til de formelle kriterier og har igangsat økonomiske reformer. Ingen af parterne er parate nok til at udvidelsen i dens 2002 – 2004 tidsramme kan gennemføres succesfuldt. Higen efter at opfylde de officielle tidsfrister risikerer at kompromittere dette historiske projekt alt imens to til tre års forlængelse ville gøre det muligt for EU at være parat – både strukturelt og politisk – til at modtage dets nye medlemmer på en succesfuld måde, samtidig med at kandidatlandene til denne tid vil være socialt og politisk parate til at tage dette vigtige skridt. Topmødet i København må etablere en reel politisk køreplan for udvidelsen, hvori både stats- og regeringscheferne i EU og kandidatlandene forpligter sig overfor den offentlige opinion. Dette er ikke tilfældet i dag i EU. Den forestående udvidelse må følges af en massiv informationskampagne om gavnligheden af udvidelsen for EU, og afsluttes med folkeafstemninger. (Gevinst: Består i at udvidelsen af EU vil komme til at foregå succesfuldt; det europæiske kontinent vil være en demokratisk enhed i 2010; forkastelse og populisme undgås og endelig vil der ske en øget demokratisering ved at involvere den offentlige opinion).
(Beslutning: 2002 – implementering: 2006).
* Tekststen er skrevet før Topmødet i København i december 2002

13. Inkluderingen af sikkerhedspolitikken indenfor Fællesskabets rammer og kampen mod transnational kriminalitet
Kendsgerninger som det indre marked uden grænser, euroen, udvidelsen, terrorismen og internettet tvinger EU til mere effektivt at håndtere kampen mod transnational kriminalitet, som i stigende grad bliver mere professionel. EU’s og borgernes interesser skal varetages. Skabelsen af et integreret toldsamarbejde, en europæisk anklager assisteret af et europæisk kriminalpoliti (sammensat af nationale politinetværk) samt et ad hoc netværk af europæiske dommere vil sikre EU de midler, der skal til for at imødekomme de stigende trusler/risici. (Gevinst: EU får opbygget både en intern og ekstern (sikkerheds?)troværdighed og endelig vil forslaget reducere frygten for udvidelsen).
(Beslutning: 2002/2004 – implementering: 2006).

14. Vedtagelse af et fælles rammeprogram om immigration, som skal implementeres på nationalt niveau
Immigration er for EU et uundgåeligt, nødvendigt og et nyttigt fænomen, men den skal håndteres på to niveauer. Kontrol af migrationsbølgerne for undgå mest mulig illegal immigration og derudover skal immigranternes integrationsproces kontrolleres, så at deres børn føler sig selv som europæere. EU's strategi skal være tostrenget i det at EU skal iværksætte fælles beskyttelse af grænserne (fælles toldsamarbejde og fælles regler) og derudover skal EU fokusere på det gode naboskab, handel og udvikling (øget hjælp med forstærket effektivitet, fokus på udvalgte områder samt sanktioner overfor usamarbejdsvillige stater). Hvad angår integration, må en immigrants afvisning af denne medføre en hjemsendelse til oprindelseslandet, mens de offentlige myndigheder (for det meste nationale myndigheder, men koordineret i en fælles strategisk ramme) må sikre, at integrationen er effektiv og slå hårdt ned på alle former for racemæssig eller religiøs diskrimination. (Gevinst: Alle europæere sættes i stand til at tackle en af de vigtigste udfordringer i de kommende årtier; en forstærket tro på vores fælles værdier og deres fremtid; samt endelig forbinde Europa med dets naboer og sikre EU’s dynamik).
(Beslutning: 2002/2004 – implementering: 2005).